Jeg er tidligere lektor på Institut for Ledelse på Aarhus Universitet. Jeg har en ph.d. i organisationsstudier og har skrevet en lang række artikler til bøger og videnskabelige tidsskrifter om det moderne arbejdsliv. Jeg har vundet en række priser, bl.a. er jeg flere gange blevet kåret som Årets Underviser på Handelshøjskolen i Århus.
Da jeg startede på universitetet brugte jeg det meste af min tid på at bidrage med noget godt til verden. Men stille og roligt blev der ansat en hel hær af administrative medarbejdere, der havde den selvstændige opgave at hive al motivation ud af de videnskabeligt ansatte (sådan føltes det i hvert fald). I forbindelse med en fyringsrunde bad jeg om en frivillig fratrædelse og begyndte at skrive en bog om hvad der er galt med det moderne arbejdsliv og hvordan vi kan komme ind på et bedre spor. Brændstoffet var lige dele indignation, frustration og raseri. Resultatet blev Rosenkålsreglementet.
I mine foredrag trækker jeg både på mine personlige erfaringer og den voksende forskning om arbejdslivets bizarre udformning. Langt de fleste af os vil faktisk gerne arbejde, fordi det er gennem arbejdet vi kan være årsag til noget godt i verden. Desværre har vi fået indrettet vores arbejdsliv på en måde, så det nærmest er umuligt. Dette er en helt afgørende samfundsudfordring, som vi må have rettet op på. I mine foredrag giver jeg mit bud på hvordan.